Château Frandat
Frandat ligger i den vestlige del af vinområdet Buzet - et forholdsvis ukendt område i det sydvestlige Frankrig. Slottet ligger lige udenfor den gamle by Nerac, smukt på en bakketop med vinmarkerne "flydende" ned ad skråningerne. Der er 360 graders udsigt og dermed godt check på vinmarkerne.
Ejeren Patrice Sterlin har vi besøgt nogle gange og hver gang kørt derfra med bagagerummet fyldt med vin. Han er 1. generations vinbonde; Med en generel landbrugsuddannelse købte han Chateau Frandat i 1980 fra et af medlemmerne af det lokale co-opérative. I starten fortsatte Patrice som en del af Co-opérativet men benyttede chancen da hans kontrakt udløb i 1990 til at blive uafhængig vinproducent. Siden har han bevist at en ikke-vin-bonde godt kan skabe en original vin af høj klasse med en god portion viljestyrke, hårdt arbejde og uddannelse indenfor faget.
Ud af slottets 60 hektar er de 27 tilegnet vin inklusiv 3 ha der udelukkende bruges til at producere Armagnac og den søde dessert- og aperitif vin Floc de Gascogne. På den øvrige del dyrker han bl.a. blommer til produktion af 1. klasses svesker.
Vi har kun hjemtaget deres specielle Cuvée - vine, som kun laves i år hvor vækstbetingelserne har været rigtig gunstige. For nærmere beskrivelse se under de enkelte vine.
